Vigtige overvejelser


At stille sig selv de rigtige spørgsmål er en nøglefaktor, når der skal investeres i en feriebolig. Husk at være ærlig overfor dig selv, når du besvarer disse spørgsmål og realistisk omkring såvel økonomi samt behov.
Tiden fra de første spæde overvejelser til den dag kontrakten skrives under er en proces. For nogle en længere, og for andre en kortere. Lige gyldigt hvor i processen I befinder jer, står vi altid parate med rådgivning og gode råd.

Et boligkøb skal være velovervejet og godt gennemtænkt. Derfor er det også vigtigt at du som interesseret køber gør dig de rigtige overvejelser.

Overvej spørgsmål som:

Type: Skal det være lejlighed, penthouse eller villa?
Dette er som regel et spørgsmål om investeringens størrelse. Som hovedregel ligger villaer lidt mere afsides beliggende i bjergene end lejlighed/ penthouse. Til gengæld vil det ofte være en mere rolig beliggenhed. Med en lejlighed eller penthouse får du ofte adgang til gode faciliteter og mange kvadratmeter for pengene.

Værelser: Hvor mange soveværelser er der brug for?
Langt den overvejende del af alle boliger bygges som såkaldte 2+1 boliger, det vil sige med to soveværelser og kombineret stue/køkken. Det er også klart den mest populære type hos boligkøberne. Dog findes der også både boliger med ét soveværelse (1+1) eller 3 soveværelser (3+1).
Ønskes mere end 3 soveværelser bør en penthouse overvejes. Penthousen er den øverste bolig i et kompleks i to etager, hvor den øverste etage ligger under taget. Dette giver oftest fantastisk udsigt og adgang til tagterrase.

Beliggenhed: Ønskes beliggenhed i byen, tæt på stranden eller i et mere roligt område?
Det mest populære er en kombination af ovenstående. Det vil sige en beliggenhed uden for centrum i forstæderne til Alanya. På den måde opnås en rolig beliggenhed med nem adgang og transport til strand og centrum.

Prisniveau og finansiering: Hvor går den økonomiske smertegrænse, og hvordan skal boligen finansieres?
Det er muligt at finansiere sin tyrkiske feriebolig gennem tyrkiske pengeinstitutter. Men også flere danske banker finansierer gerne en tyrkisk feriebolig.
Dette emne er ganske omfattende og renter, finansieringsmuligheder etc. skifter ofte. Kontakt os derfor for mere information.

Udlejning: Ønskes udlejning?
I fald udlejning ønskes skal beliggenheden overvejes nøje. Tommelfinger reglen er, at jo tættere på centrum boligen ligger, jo lettere er den at leje ud. 2Base har i flere år haft et velfungerende system til udlejning via hjemmesiden www.my2base.com.

Faciliteter: Hvilke faciliteter ønskes?
Langt de fleste komplekser har pool. Herud over findes der mulighed for boldbane, basketball, bordtennis, motionscenter, indendørs pool, vand rutchebaner, vagtservice, pool bar, vicevært, internet og meget mere. Overvej hvilke faciliteter I stiller som et krav, og hvilke der gerne må være, uden at det er et absolut krav.