Vigtige overvejelser ved køb af bolig i Tyrkiet
At stille sig selv de rigtige spørgsmål er en nøglefaktor, når man investerer i en feriebolig. Husk at være ærlig over for dig selv, når du besvarer disse spørgsmål, og vær realistisk i forhold til både økonomi og behov.
Vigtige overvejelser
Tiden fra de første spæde overvejelser til den dag, kontrakten underskrives, er en proces. For nogle en længere, for andre en kortere. Uanset hvor i processen I befinder jer, står vi altid klar med rådgivning og gode råd.
Et boligkøb skal være velovervejet og grundigt gennemtænkt. Derfor er det også vigtigt, at du som interesseret køber gør dig de rigtige overvejelser.
Overvej spørgsmål som:
-
Type: Skal det være lejlighed, penthouse eller villa?
Dette er som regel et spørgsmål om investeringens størrelse. Som hovedregel ligger villaer lidt mere afsides, ofte i bjergene, end lejligheder og penthouses. Til gengæld får du typisk en mere rolig beliggenhed. Med en lejlighed eller penthouse får du ofte adgang til gode faciliteter og mange kvadratmeter for pengene. -
Værelser: Hvor mange soveværelser er der brug for?
Langt størstedelen af alle boliger bygges som såkaldte 2+1-boliger – det vil sige med to soveværelser og kombineret stue/køkken. Det er også klart den mest populære type blandt boligkøbere. Der findes dog også boliger med ét soveværelse (1+1) eller tre soveværelser (3+1).
Ønskes der mere end tre soveværelser, bør en penthouse overvejes. En penthouse er den øverste bolig i et kompleks i to etager, hvor den øverste etage ligger under taget. Dette giver ofte en fantastisk udsigt og adgang til tagterrasse. -
Beliggenhed: Ønskes beliggenhed i byen, tæt på stranden eller i et mere roligt område?
Det mest populære valg er en kombination af ovenstående – altså en beliggenhed uden for centrum i forstæderne til Alanya. På den måde opnås en rolig placering med nem adgang og transport til både strand og bymidte. -
Prisniveau og finansiering: Hvor går den økonomiske smertegrænse, og hvordan skal boligen finansieres?
Det er muligt at finansiere sin tyrkiske feriebolig gennem tyrkiske banker. Flere danske banker tilbyder også finansiering af boliger i Tyrkiet.
Emnet er dog omfattende, og renter samt finansieringsmuligheder ændrer sig løbende. Kontakt os derfor for mere information. -
Udlejning: Ønskes udlejning?
Hvis udlejning ønskes, bør beliggenheden overvejes nøje. En tommelfingerregel er, at jo tættere boligen ligger på centrum, jo lettere er den at udleje. -
Faciliteter: Hvilke faciliteter ønskes?
Langt de fleste boligkomplekser har swimmingpool. Derudover findes der ofte faciliteter som boldbaner, basketball, bordtennis, motionscenter, indendørs pool, vandrutsjebaner, vagtservice, poolbar, vicevært, internet og meget mere.
Overvej, hvilke faciliteter der er krav, og hvilke der blot er ønskelige – uden at være absolut nødvendige.