Alanya er alle tiders feriedestination. Byen er den tyrkiske riviera, når den er bedst. Alanya og omegnen er med sine flotte strande og en interessant historie det perfekte udgangspunkt for en ferie med både afslapning og kulturelle udflugter.
Når historiebøgerne skal skrives, er det er ikke alle byer, som kan prale af at have pirater, dronninger og store krigsherrer på rollelisten – men det kan Alanya.
I sine tidlige år var Alanya en mindre by grundlagt af pirater, hvor indbyggerne hovedsageligt ernærede sig ved landbrug og handel. Byen, som dengang hed Coracesium, begyndte først for alvor at vokse, da Alaaddin Keykubad i 1221 kom til Alanya og på fem år erobrede byen. Han iværksatte snart konstruktionen af Alanya borgen og ændrede byens navn til Alaiye, som betyder Alaaddins by. Navnet Alanya kom først til i 1934, da landets daværende præsident Mustafa Kemal Atatürk kom til byen. Han syntes ikke om navnet Alaiye og ændrede det til Alanya.
Af andre prominente gæster kan nævnes Dronning Kleopatra af Egypten samt romernes kejser Antonius. Ifølge sagnet tilbragte de deres hvedebrødsdage i Alanya, hvorefter Antonius skænkede området til sin hustru. Hun fældede derefter de mange store skove og sendte tømmeret hjem til Egypten, hvor det blev brugt til konstruktion af krigsskibe.
I dag har Alanya vokset sig stor og stærk og blevet et af skandinavernes foretrukne rejsemål i Tyrkiet. De lokale ernærer sig nu ved turisme og arbejder hårdt fra turistsæsonens begyndelse i april til afslutningen i oktober. Vinteren bliver herefter brugt til at slappe af eller besøge familie andre steder i Tyrkiet. Mange forlader frivilligt kone og børn i hele sommerperioden for at arbejde i Alanya.