Kunne ikke stå for fristelsen

Første gang, jeg var i Alanya, var juli 2003. Jeg havde ikke regnet med at skulle i byen, da det var en familieferie. Men da vi så diskotekerne kunne min søster og jeg alligevel ikke stå for fristelsen.
Da vi kom ned til havnen, hvor næsten alle byens diskoteker/barer ligger, var det et meget overvældende syn, der mødte os. Der er en hel gade fyldt med diskoteker og barer. Stemningen var i top og musikken strømmede ud fra alle diskotekerne. Hele gaden emmede af glade mennesker, som var i godt humør. Det var helt overvældende, og vi blev straks trukket med ind i stemningen, og kunne ikke undgå at komme i festhumør.
Det var et meget svært valg at vælge diskotek, da de alle så enormt indbydende ud.Det koster ikke noget at komme ind på diskotekerne, og de tjekker ikke ID. Man kan derfor let gå fra det ene diskotek til et andet. Til gengæld er priserne på udenlandske drikkevarer som der hjemme, mens lokale drikkevarer er billigere.
Diskotekerne lukkede klokken 03.00. Derefter gik der gratis busser ud til et endnu større diskotek udenfor byen. Jeg har aldrig set så stort et diskotek før. Der var marmor overalt og en swimmingpool. Det hele var udendørs på nær dansegulvet, som var bygget ned i gulvet med søjler omkring som et græsk tempel. Det var en helt vild oplevelse.
Da vi blev meget bidt af Tyrkiet og dets utrolige gæstfrie folk, valgte vi at tage en uge til Alanya igen i efterårsferien. Min søster og jeg skulle selvfølgelig i byen igen, da det havde været en så stor succes i sommerferien.
Der var godt nok ikke så mange folk som i sommerferien, men det var klart lige så sjovt.Så vi har nu valgt at tage til Alanya igen til sommer - og der skal vi bestemt i byen igen.

---