Højt hævet over resten af byen finder vi den gamle borg, og med sit leje godt 250 meter over havet er udsigten uforglemmelig. De første sten blev lagt allerede før vor tidsregning, hvorefter forskellige bygherrer har været med til at fuldende borgen, som
Højt hævet over resten af byen finder vi den gamle borg, og med sit leje godt 250 meter over havet er udsigten uforglemmelig.
De første sten blev lagt allerede før vor tidsregning, hvorefter forskellige bygherrer har været med til at fuldende borgen, som den ses i dag.Størst indflydelse på borgens størrelse og udformning kan dog tilskrives seldsjukkernes Sultan Alaaddin Keykubat.
Rundt om borgen snor sig over 6 kilometer bymur forsynet med 140 udkigstårne. Noget som gjorde det næsten umuligt for eventuelle angribere ikke at blive opdaget.På vej op af den snoede og til tider meget stejle vej, finder du små caféer og hyggelige restauranter. Vel inde på selve Sultanpaladset kan du blandt andet besøge borgens kirke/moské, der som noget helt specielt bærer præg fra både kristendommen samt islam.
Du kan også besøge det sted på borgen, hvor mange indsatte fra borgens fangehuller i følge legenden mødte deres skæbne. Når pladsen i fangehullerne blev for trang, blev de af fangerne, som havde opholdt sig i fangehullet længst, stuvet sammen på et lille plateau ude ved borgkanten. Èn efter én skubbede fangerne hinanden ud over kanten, indtil der kun var én tilbage. Han fik så tre forsøg til at kaste en sten ud over kanten og ned i vandet. Mislykkedes det, blev også han skubbet ud over kanten med den visse død til følge.
Vejen op til borgen er ganske smal og trafikeret. Det kan derfor ikke anbefales at spadsere.