Kan jeg forhandle prisen ned på en ejendom efter kontrakten er underskrevet?
Nej, ikke med mindre dette er reguleret i kontrakten.
Spørgsmål: Vi er midt i en lejlighedshandel, som faktisk begyndte for 1,5 år siden. Men pga skødestop i forsinkelse af banklån i tyrkiet, er vi i den sidste fase af betalingen inden vi får skødet. Prisen dengang var 78.000 Euro, men så vidt jeg kan se er de faldet meget inden for det sidste halve år. Skal man få prisen ned eller hvordan er proceduren? Lejligheden ligger i tosmur, er 2+1 og ligger 400 meter fra vandet.
Svar:
Først og fremmest vil jeg sige at der helt sikkert er en masse frustrationer knyttet til at skulle vente så lang tid på skødet. Dette har specielt ramt kunder som har handlet for flere år siden. Hvorfor jeres handel som ikke er så gammel endda stadig ikke er afsluttet, forstår jeg ikke helt.
Men eftersom jeg ikke kender detaljerne i dette, har jeg svært ved at udtale mig om det. Men du skriver at tingene nu er ved at falde på plads, hvilket selvfølgelig er glædeligt.
Du skriver også at lejligheden til dels finansieres gennem et tyrkisk banklån. I fald banken har afgivet dette lånetilbud for nyligt, vil jeg anbefale dig at være ekstra opmærksom på hvad rentesats samt afdragsperiode der tilbydes. Her på det seneste har de tyrkiske banker sat renten voldsomt op, og mange gange er lånene rigtigt dyr. Vær ekstra opmærksom på dette, altså omkostninger ved oprettelse af lånet, længden på afdragsperioden samt rentesatsen.
Dit egentlige spørgsmål omkring sænkelse af prisen kan jeg først svare endegyldigt på i fald du sender en kopi af købsaftalen til mig. Umiddelbart og med mit kendskab til købsaftaler tvivler jeg dog på at jeres kontrakt giver jer mulighed for afslag i prisen. Ved underskrivelse af en købsaftale fastsættes også prisen, og eventuelle op eller nedgange i markedet kan ikke bruges til en prisregulering, med mindre dette er aftalt.
Du ville formentlig heller ikke godtage af bygherre pludselig forlangte mere for lejligheden hvis markedstendensen og prisudviklingen havde været positiv.
Den eneste mulighed kan være i fald jeres kontrakt indeholder en klausul som gør det muligt for jer at udtræde af aftalen. Men dette kan jeg som sagt ikke vide uden at have set aftalen.
Held og lykke med afslutningen af handlen.