Jeg skulle bo i Alanya for hvor lang tid vidste jeg ikke, men jeg skulle af sted, og det med bil! Da jeg skulle rejse alene, var jeg forudseende nok til at skifte dæk, elektriske pærer, tændrør mm
Jeg skulle bo i Alanya for hvor lang tid vidste jeg ikke, men jeg skulle af sted, og det med bil! Da jeg skulle rejse alene, var jeg forudseende nok til at skifte dæk, elektriske pærer, tændrør mm. på min Honda Civic inden afrejsen. Jeg havde planlagt en rute til Venedig, hvorfra jeg ville tage færgen til Izmir, Tyrkiet, klokken 21.00 d. 27. april 1996. Lidt efter lidt faldt alting på plads, og d. 23. april drog jeg af sted på mit eventyr til Alanya! Den første nat tilbragte jeg i nærheden af Dover, så jeg kunne nå en morgenfærge til Frankrig. Dag 1: Færgen bragte mig til Frankrig, hvor jeg nu kørte i den forkerte side af vejen mod Schweiz og Italien! Det var en klar dag, og i den tidlige aftentime ankom jeg til Colmar nær den schweiziske grænse. Jeg fandt et komfortabelt hotel, hvor jeg nød god mad og vin og en forfriskende nattesøvn.
Dag 2: I dag var mit mål at nå Gardasøen, hvor jeg håbede på at kunne tilbringe et par dage med at se mig omkring. Dette var en af de mest vidunderlige kørselsdage på hele turen. Udsigten var spektakulær på min køretur gennem de Schweiziske bjerge til Italien. Selvom jeg kom lidt på afveje på turen, ankom jeg til Gardasøen om eftermiddagen og fandt et gammeldags hotel til mit korte ophold.
Dag 3: Ingen kørsel i dag! Det var tid til afslapning og sightseeing. Jeg tilbragte dagen med at sejle rundt på Gardasøen med færge, hvorefter jeg tog en tur op i bjergene med tovbanen ved Malcesine. Vejret var en smule gråt og kedeligt, men jeg nød den friske luft.
Dag 4: Tidligt af sted til Venedig for at finde færgehavnen, hvor jeg forlod bilen i køen og tog på opdagelse på St. Markuspladsen og Sukkenes bro før check-in. På dette tidspunkt ventede et stort antal biler på afrejsen jeg fik heldigvis hjælp til procedurerne af nogle regelmæssige passagerer. Processen var kaotisk, men jeg kom efterhånden tilbage til min bil og var klar til at køre ombord på færgen. Ikke let! Man måtte vente på, at bilerne foran blev færdige med deres papirarbejde, førend nogen kunne bevæge sig!!
Endelig kom jeg ombord på båden, som skulle være mit hjem de næste 3 nætter. Ikke en luksusliner, men en almindelig tyrkisk færge! Men det var tilstrækkeligt, og alle måltider var inkluderet i billettens pris. Drikkevarer kostede ekstra, og man måtte købe en stak vouchers fra overhovmesterens kontor. Efter lidt forhandling mellem stewarden og en af mine venner, inklusiv en hurtig tur til overhovmesterens kontor for at veksle penge, fik jeg en kabine for mig selv. Dette var en lyksalighed, da min originale billet havde været til et sæde i den offentlige vestibule. Jeg var ikke vild med ideen om at sove siddende!
Dag 5/6: Jeg fandt hurtigt en rutine. Jeg blev nærmest adopteret af nogle af de andre passagerer hovedsageligt tyrkere fra England eller Tyskland, som skulle hjem på besøg. Da det blev slået fast, at jeg var ejeren af Hondaen med den britiske nummerplade, var de hurtige til at snakke med og tage hånd om mig. Der var en mand, som sikrede sig, at jeg altid havde selskab under middagene, så jeg ikke spiste alene! Jeg tilbragte tiden på dækket, da vejret var dejligt, og jeg kunne læse der, mens vi sejlede ned langs den italienske og græske kyst.
Om aftenen sad jeg i loungen med min bog, mens andre spillede kort. Jeg spurgte dem, om de spillede om penge, hvortil de svarede nej, drinks! Jeg blev altid inkluderet i runden af drikkevarer, selvom jeg aldrig spillede kort.
På anden dag fortalte min middagspartner, at vi ville sejle gennem Korinth kanalen, som forbinder Adriaterhavet med Det ægæiske Hav. Han ville lade mig vide, hvornår jeg skulle komme op og kigge. Vi gik på dækket og kiggede, mens den lille slæbebåd guidede os gennem kanalen. Det var helt utroligt. Der var ikke plads til den mindste manøvre på vores langsomme vej gennem den 6.3 km lange rute. Dette er bestemt en stor ingeniørbedrift.
Dag 7: Vi var nu ankommet til Izmir, og det var tid til at gå fra borde. Dette var min første rigtige oplevelse med tyrkisk bureaukrati! Der var absolut intet system for processen gennem immigrationen og tolden. Havde jeg ikke fået hjælp af nogle lokale, ville jeg stadig være der! Jeg var nødt til at efterlade sin bil og tage alle papirerne til et kontor, hvor jeg fik mit turistvisum. Derefter måtte jeg fortsætte til et andet kontor for at få en tilladelse til at indføre egen bil. Al information blev stemplet i mit pas de ville først kun give mig 3 måneder til bilen, men jeg bad om mere og fik det modvilligt ændret til 5 måneder. Så var det en tur i tolden, og først derefter kunne vi langt om længe forlade havnen. Det tog timer at komme igennem!
Jeg havde fortalt alle, at jeg skulle til Alanya, og da de ikke troede, at jeg kunne klare turen alene, havde de fundet en guide til mig. Der var meget vejarbejde på den rute, som jeg havde planlagt at køre, og jeg blev derfor anbefalet at køre en anden vej. Jeg skulle følge efter en mand (ikke en af mine venner), som skulle til Syrien. Jeg blev forsikret om, at han ville køre forsikret i sin gamle Mercedes, da jeg ikke havde den mindste ide om, hvilken vej vi skulle!! Da vi først kom på vejene, kørte han selvfølgelig, som om han havde fanden i hælene!!! Dette var en god introduktion til tyrkisk kørsel. Jeg fulgte efter, så godt jeg kunne, mens jeg tænkte, at dette nok ikke var så god en ide. Vi endte i Afyon, hvor vi fandt et hotel med bare et ledigt værelse, sagde han! Hans kone forstod ham ikke! Hvad med et par drinks? Det rækker vist at sige, at vores veje her skiltes, og jeg drog mod Alanya med min ære intakt!
Dag 8: Jeg ankom til Alanya d. 1. maj 1996 og parkerede på havneområdet, mens jeg åndede lettet op. Jeg havde klaret turen næsten uden problemer! Hvad jeg ikke indså, var, at jeg ville komme til at vække utroligt meget opsigt i min udenlandske bil i Alanya! Men det er en anden historie!