Velsmagende mad og drikke

Ved du ikke, hvad du skal spise eller hvor du skal spise? Find det bedste måltid og de bedste steder med den mest velsmagende mad i vores guide til tyrkisk mad og drikke.

Historien om tyrkisk mad

Når verdens bedste køkkener omtales, overrasker det som regel de fleste, at det tyrkiske sammen med det franske og kinesiske ofte omtales som de bedste i verden .
Går man lidt tilbage og ser i historiebøgerne, er forklaringen på det fremragende tyrkiske køkken dog lige til.
Det var i de 500 år i middelalderen, hvor osmannerne herskede over de anatolske sletter, at den tyrkiske kogekunst blev skabt.
Tilgangen til råvarer var stor, og alle slags fisk, fjerkræ og utallige former for krydderier blev brugt.
Samtidig slog mange kulturer rod i landet, og var på den måde med til at give inspiration til køkkenet.
Blandt andet har arkæologer udgravet en gammel tavle, hvis tegn og symboler har vist sig at være en slags datidens kogebog med en oversigt over kendte råvarer og krydderier.
Alt dette nyder vi godt af i dag, og de tyrkiske specialiteter er mangeartede og absolut værd at prøve.


Feriemaden er billigst i Tyrkiet

Tyrkiet er det billigste sted i Europa, når man som turist køber ind i supermarkedet, skriver Politiken.

Turister, som køber ind i tyrkiske supermarkeder, får varerne over 50 procent billigere, end herhjemme.

Undersøgelsen blev gennemført af guider fra Spies, som puttede 22 kendte dagligvarer i indkøbskurvene i seks forskellige lande.

Lea og Niels har selv en ferielejlighed i Tyrkiet, og de kan bekræfte dette faktum. Vi nyder at lave mad i vores køkken og råvarerne er helt perfekte. Grønsager og frugt koster en brøkdel af hvad de gør i Danmark. På markedet kan vi få et kilo agurker eller tomater til nogle få kroner, fortæller ægteparret.

For det meste laver parret selv mad hjemme i deres køkken, men de nyder også at gå ud at spise, hvor priserne er tilsvarende lave. De kan bl.a. varmt anbefale Sulu Yemek (Zulu Jemæk), som er lækre færdiglavede varme frokostretter. Du kan fx spise dig mæt for under 50 kroner, og så har du også fået en øl til maden og en rigtig god kulinarisk oplevelse.


En fuldkommen madoplevelse

Det er blevet aften og tid til at finde et sted at spise. Vi har på forhånd besluttet ikke at gå ind på en af de typiske turistrestauranter med kulørte lamper, velkendte retter på menuen og pågående ”where-are-you-from-my-friend-tjenere”.Stedet vi vælger ligger i stedet nedsænket i forhold til gadeplan med en hyggelig terrasse overdækket af vinranker. Udsmykkede kalabas-lamper hænger hyggeligt ned fra det grønne tag af vinblade, og rundt om os står der figen- og appelsintræer.

Intet tyder på, at dette faktisk er én af de mest beskrevne restauranter i rejsebøger om Alanya.>br />
Forretten, bestående af forskellige og aldeles pragtfulde meze-retter arrangeret på små tallerkner, spises med brød til. Meze er det tyrkiske ord for forretter, og der findes efter sigende mere end 101 forskellige slags. Til hovedret kan der vælges mellem kylling- eller oksekød på spyd. Hver aften er menuen forskellig, og selvom menukortet ikke er langt, er oplevelsen til gengæld stor.
Det anbefales at reservere bord i forvejen, da der kun laves kuverter efter antallet af bestillinger. Til trods for at vi kom ”dumpende” ind, virker det nu ikke, som om der mangler noget.

Ejeren hedder Caglar, og han står selv for at tilberede de lækre retter, som serveres af hans tyske kone. Med små fortællinger om området, indblik i den tyrkiske kultur og selvfølgelig om hans store passion, som er mad og vin, står han også for at underholde mellem retterne.
Denne passion giver sig udslag i, at maden er ægte tyrkisk i stedet for den vanlige variant tilpasset turister, der ses mange andre steder. At vinkortet samtidig er valgt med omtanke og omhu, gør ikke den kulinariske oplevelse mindre.

Det har været en fuldkommen madoplevelse, og inden vi forlader Eski Ev, smider vi lidt af genertheden – dette skyldes måske vinen - og spørger, om vi kan få opskrifterne med hjem. Det kan vi godt og aftaler at hente dem dagen efter. Her skal vi alligevel ned i byen for at gøre de sidste indkøb, inden turen går hjem til Danmark.
Hjemme glæder vi os til at se, om vi kan gøre Caglar kunsten efter og fornøje venner og bekendte med en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Kurser i madlavning
Sted: Eski Ev (Old House)
Tid: fredage kl. 13 (november-februar)
Reservation: +90 242 511 60 54
Pris: ca. 15 YTL

Om vinteren tilbyder stedet kurser i tyrkisk madlavning, hvor man mødes, kokkererer og efterfølgende spiser maden. Til hvert madlavningskursus er der et nyt tema, f.eks. aubergine. Man tilbereder retterne i fællesskab og lærer imens hvordan de enkelte ingredienser behandles på den rette måde. Når maden er færdig spiser alle sammen og taler videre om stort og småt. Det er lige meget om man blot kommer en enkelt gang eller møder op flere gange, da man lærer om et nyt komplet måltid hver gang.
Hele arrangementet tager 2-3 timer og man betaler fra gang til gang. Belgisk tv har engang lavet en udsendelse fra restauranten omhandlende madlavningskurset.


Opskrift på meze (foretter)

Sauterede gulerødder med hvidløgs yoghurt
Tyrkiske navn: Havuc Tarator

Ingredienser:
• 5 gulerødder
• 4 spsk. solsikke olie
• 1 tsk. oliven olie
• 1 fed hvidløg
• 5 spsk. yoghurt
• salt efter behag

Tilberedning
Gulerødderne skrælles, rives på et rivejern og sauteres på en pande i en blanding af solsikke- og olivenolie. Bruger du kun olivenolie giver det en meget kraftig smag, uanset hvad du steger.

Bland knust hvidløg med yoghurt. Når de sauterede gulerødder er kølet af blandes de med hvidløgsyoghurten og smages til med salt. Som garniture benyttes dild eller persille.

Stegte courgette frikadeller
Turkish name: Mücver

Ingredienser:
• 5 courgetter
• 1 løg
• 1 æg
• 2 spsk. mel (der skal bruges nok til at binde blandingen)
• 2 tsk. salt
• frisk dild
• frisk persille
• sort peber
• solsikkeolie
• 2 dl yoghurt
• 1 fed hvidløg

Tilberedning
Riv courgetterne på et rivejern placeret i en dyb skål. Tilsæt salt. Courgetter indeholder meget vand og saltet hjælper med at trække vandet ud. Det er vigtigt at fjerne så meget vand som muligt. Pres eventuelt blandingen mellem hænderne eller brug et viskestykke.

Den tørre courgetteblanding placeres i en skål og blandes med sort pepper samt hakket dild, persille og løg. Ægget slås ud og det hele blandes sammen.

Mel tilsættes for at binde blandingen sammen til en god fars. Lav frikadeller af farsen og steg i varm solsikkeolie på en pande. Steg på begge sider indtil de er gyldne og sprøde. Server med hvidløgsyoghurt.