Da bananen kom til Alanya

I den sidste halvdel af det 19. århundrede gik Alanyas eneste forbindelse til omverdenen stadig via søvejen.
Bådene sejlede ud fra Alanya med kurs mod blandt andet Egypten og Cypern. Lasten var fuld af træ, sesamfrø, bønner samt diverse nødder og frugt. På tilbagevejen var godset byttet ud med blandt andet salt, sæbe, olie og pyntegenstande fra fjerne lande. Det var på sådan en rejse til Egypten at købmanden Serifali Ahmet Aga tog en bananplante med tilbage til Alanya, og plantede den i sin egen have som pynt. Da bananplanten begyndte at bære frugt, gav han hele familien strenge ordrer om ikke at spise bananerne, da de formentlig var giftige.
Efter et stykke tid faldt de modne bananer så til jorden, og blev snart spist af myrer og andre insekter. Familiens rengøringskone så dette ske og forstod at bananen slet ikke var giftig. Hun bestemte sig snart for at smage på en af disse nye frugter. Rengøringskonen syntes om smagen, og fortalte det videre til andre.
På den måde blev myten om den ”giftige” bananplante aflivet, og snart begyndte banandyrkningen i Alanya. Fra omkring 1920 begyndte efterspørgslen at stige og dyrkning af bananer startede i stor stil.
Tyrkiets bananproduktion er koncentreret i et 200 km langt bælte, som strækker sig langs kysten fra Manavgat gennem Alanya og til Anamur.
Dette smalle bælte er det eneste som har de rette klimatiske forhold til dyrkning af planten.
Bananen er en utrolig skrøbelig plante, der kræver meget vand og et mildt klima. Når vinteren nærmer sig og vejret begynder at blive ustabilt, sættes der i dag plastik rundt om bananklaserne for at beskytte dem.
Det er muligt at høste bananer to gange om året, og en bananplante kan give op til 75 kilo bananer per høst. Hvert år produceres der 40.000 tons bananer i Tyrkiet. Det er dog ikke engang nok til at dække efterspørgslen til det hjemlige marked.

---